VitraHaus – Èt År: Et Interview med Eckart Maise

Tilbage i februar fejrede VitraHaus i Weil am Rhein sin første fødselsdag. Vi talte med Vitras chefdesigner Eckart Maise om VitraHaus og om planerne for fremtiden.

(smow)blog: VitraHaus er nu ét år gammelt, er du tilfreds med det første år?

Eckart Maise: Ja, VitraHaus har været en stor succes og ‘resonansen’ har været meget positiv, både med hensyn til antallet af besøgende samt den feedback vi har fået. Eksempelvis er besøgstallene for ‘Vitra Campus’ nu tredoblet i forhold til tiden før VitraHaus. Vi havde over 350.000 besøgende sidste år, hvilket bestemt overgik vores forventninger. Vi havde forventet et stigende besøgstal, men ikke i så høj grad.

(smow)blog: Er opmærksomheden omkring brandet Vitra ligeledes steget?

Eckart Maise: Ja, helt sikkert. Man kan eksempelvis måle det i form af antallet af artikler om VitraHaus i pressen. Jeg har været hos Vitra i 16 år, VitraHaus er den første nye bygning på Vitra Campus i lang tid, og man kan tydeligt se at pressedækningen er af helt andre dimensioner end når der f.eks. lanceres et nyt produkt.

(smow)blog: I hvor høj grad er Vitra-møbeldesignerne involveret i indretningen af selve VitraHaus?

Eckart Maise: Først og fremmest er det indvendige design organiseret af vores in-house team som består af flere designere og stylister. Indimellem er møbeldesignerne involveret hvis der er fokus på et bestemt produkt. Lige for tiden er Suita-sofaen udstillet, og i den forbindelse talte vi på forhånd med Antonio Citterio, lyttede til hans feedback og optimerede derefter et par forskellige områder. Mange af møbeldesignerne er i regelmæssigt kontakt med vores in-house indretningsarkitekter, og der foregår altid en udveksling af idéer.

VitraHaus Weil am Rhein

VitraHaus Weil am Rhein

(smow)blog: Man lægger straks mærke til at der i VitraHaus også findes produkter fra, lad os sige, ikke-Vitra designere. Et eksempel på dette, som altid fanger vores opmærksomhed er Spin fra Tom Dixon …

Eckart Maise: .. Ja, det er et bevidst træk fra vores side. For os er ‘collagen’ den indretningsstrategi, som bedst passer til vores måde at tænke på. Det vil sige, at variationen af interiøret bliver en kvalitet i sig selv – også variationen i de enkelte ‘værkers’ oprindelse, og at rent Vitra interiør ikke nødvendigvis er det bedste. Derfor har vi her i VitraHaus netop tilbehør, belysning og tekstiler fra andre producenter, som komplimenterer Vitraprodukterne.

(smow)blog: Og så kan vi også forvente at forskellige designere i fremtiden vil få lov til at skabe egne rum i enkelte dele af VitraHaus?

Eckart Maise: Ja, vi er netop ved at planlægge dette, og det var faktisk planlagt helt fra starten, men ikke realiseret før nu. Vi ønsker ikke at være et museum, hvor der eksempelvis vises en udstilling af Bouroullec eller en udstilling af Citterio, men naturligvis er der mulighed for at bede de designere som aktivt er involveret i husets interiør, eksempelvis de to Bouroullec-brødre, om at skabe et rum på den betingelse, at det ikke skal være en monografi over deres værker, men i stedet en collage som også indeholder produkter fra andre Vitradesignere.

smow(blog): Så, eksempelvis, ‘her er et bud på hvordan man kunne indrette en hems på 20 kvadratmeter’?

Eckart Maise: … præcis. Der er flere forskellige muligheder, og vi håber at kunne begynde i de kommende måneder.

smow(blog): En yderlige udvidelse af Vitra Campus er Vitra Atelier. I øjeblikket kan man se, hvordan en Eames Lounge Chair er konstrueret, har du tænkt dig at udvide konceptet?

Eckart Maise: I princippet er det et fleksibelt koncept, men i øjeblikket vil det være begrænset til Eames’ Lounge Chair. Det vigtige for os, er at kunderne kan se det håndværk der er involveret i produktionen, og at det er lavet her i Weil am Rhein, og ikke i Kina eller andre steder for den sags skyld. Kunderne har også mulighed for at se, hvordan deres egen Lounge Chair er opbygget. De kan for eksempel komme til VitraHaus om morgenen, se hvordan den konstrueres, og tage den med hjem om eftermiddagen. Denne stol er formentlig et af de møbler som ejerne har den mest følelsesmæssige forbindelse til, og som spiller en central rolle i disses hjem, og netop derfor er det for os den perfekte genstand for Vitra Atelier.

Vitra Atelier - Vitra Campus Weil am Rhein

Vitra Atelier - Vitra Campus Weil am Rhein

Tagged with: , , , , , ,